Manuelterapi

Det er Paw der er behandler til Manuelterapi.

Manuel terapi sætter tingene på plads!

Hvad er en Manuel Terapeut?

En manuel terapeut er en terapeut, som har gennemgået en efteruddannelse i undersøgelse, diagnostik og behandling af problemer i “bevægeapparatet”. Det vil sige problemer med ryg, nakke, arme eller ben. Også undersøgelse, diagnostik og behandling af muskler, nerver og bindevæv, som sørger for, at vi kan bevæge os uden smerter.

Derudover lærer en manuel terapeut om forskellige smertemekanismer som akutte smerter, langvarige smerter og smerter, som stammer fra selve nervesystemet.

Hvad kan en manuel terapeut gøre for mig?
Har du akutte ryggener kan den manuelle terapeut finde frem til, hvilket område problemet sidder i. Terapeuten kan behandle leddet og løsne det med bestemte håndgreb. Ligeledes kan de omkringliggende muskler behandles, og du får en grundig instruktion i øvelser, du selv kan gøre. Dels for hurtigere at blive rask og dels for at forebygge at problemet kommer igen.

Har du langvarige ryggener kan den manuelle terapeut undersøge hvordan din ryg, led, muskler og nerver fungerer i sammenhæng med den måde, du håndterer smerte på. Ud fra dette lægges en plan, som kan bestå i behandling af ryggens led med bestemte håndgreb, anvisning af øvelser og planlægning af et længerevarende genoptræningsforløb.

Har du skulder- eller armsmerter, f. eks. tennisalbue kan den manuelle terapeut undersøge din arm og din nakke. Ud fra undersøgelsen diagnosticeres, om generne stammer fra nakken eller om skaden eller overbelastningen sidder i armen. Behandlingen rettes mod nakken eller armen med bestemte håndgreb, som sigter på at forbedrer leddenes og musklernes funktion. Du får en grundig information om øvelser, som hjælper til at gøre dig hurtigere rask og undgå tilbagefald. Har du hofte-, knæ eller fodsmerter, kan den manuelle terapeut ligeledes undersøge og diagnosticere om fejlfunktionen sidder i eller omkring leddet. Og om der er tale om smerter, som stammer fra ryggen. Behandlingen rettes mod leddet og dets omgivelser og kan bestå i bestemte håndgreb, som normaliserer funktionen i leddet og musklerne omkring. Også her vil behandlingen følges op med instruktion i øvelser, som fremmer funktionen og forebygger tilbagefald.